Det kan gå lynhurtigt

Med stemningsskift i det lille hjem når der er teenagere ombord.

Man har været henne at hente Konsulen fra toget og kommer ind ad døren. Man har været en god hausfrau og aftensmaden er parat.
3 børn kommer drønende som små søm og kaster sig om halsen på farmand, selv om han har tigget og bedt (og råbt og truet) at han vil så gerne have lov til at tage frakke af og lige komme inden for døren. Sådan fysisk.

Den 10-årige begynder at snakke og fortælle om dagens oplevelser på to forskellige sprog i en hastighed der minder om Søren Spætte på speed. Den 12-årige står med et kladdehæfte fra skolen og tripper for hun vil gerne vise en fin karakter frem.
Så kommer den 14-årige coole knægt sejt svajende som en sømand ud fra sit værelse, siger hej og bøvser så det runger i hele huset. Et øjeblik bliver der helt stille mens Konsulen og jeg kigger målløse på hinanden.

Så bryder inferno løs:
"IIIIRRRRKKKK, han bøvsede mig i nakken" skriger den 10-årige. Gentagne gange for der jo publikum på og det er vigtigt at selv dem på de billige rækker får hele forestillingen med. Den 12-årige siger ikke en lyd men forsvinder op på sit værelse. Hun er klar over at det er nu man skal gå i dækning.
"Nååååh ja, det var jo ikke med vilje" prøver den 14-årige at bortforklare mens han ser tordenskyerne samle sig i ansigtet på sin far. "Undskyld" lyder det meget lidt overbevisende fra ham da Konsulen giver højlydt udtryk for at det er mangel på respekt både for søskende og for forældre at bøvse, prutte og andre delikatesser sådan lige op i hovedet på dem for at få noget opmærksomhed under velkomst ceremonien. Selvfølgelig giver det opmærksomhed. Men på en lidt speciel måde.

Den unge mand forsvinder surmulende og forurettet ind på sit værelse. Den 10-årige bliver beroliget med at hun nok overlever og at det ikke er nødvendigt at lave så meget larm. Den 12-årige kommer forsigtigt ned igen med sit kladdehæfte. Og bliver beundret.

Huset falder til ro.

Senere kommer den 14-årige og er snaksaglig. Det er han gerne ved aftenstide når søstrene er i seng og man er lidt ledig til en snak - synes han, jeg synes ofte hellere at jeg ville læse eller compute osv. Men man skal jo prøve at tale med sine børn før de kommer for at fortælle at de er gravide / på stoffer / alkoholikere / butikstyve.......
Så vi får os en sludder. For han synes at ingen kan lide ham i familien. Og jeg prøver at forklare at der er forskellige måder at få opmærksomhed på og nogen er bedre end andre. Sådan på den mere succesfulde måde. Og at hærge aftensmåltider med dumsmarte bemærkninger eller provokerende opførsel samt alle de andre små tricks med at vappe søsteren en over nakken når man går forbi for derefter at benægte ethvert kendskab til episoden - ja de er ikke så smarte.
Og bagefter skal jeg ind at sige godnat til ham. Selv om han er 14 så vil han gerne holde lidt i hånden når vi går tur og der ikke er nogen der ser det, krammme og sige mange gange hver dag at han elsker mig. For han har sådan brug for selv at høre det. Hele tiden og mange gange.

Hvor er man heldig at man har børn. Også selv om de bliver teenagere - det går jo over håber jeg da.........

Så er vinterens træning i hus

Både i overført og i bogstavelig stand.

Jeg har før omtalt Barona Arena i Espoo da vi var til basketball kamp og fortalt om de mange muligheder der findes i det store kompleks. Og der findes så også en indendørs løbebane på 400 meter.

I fredags da vi var på vej hjem fra arbejde kørte Konsulen og jeg lige forbi for at studere mulighederne for fitness og løb. Konsulen er blevet så optaget af mit løb siden vi var sammen til halvmarathon i Hanko, det er virkelig fedt at have den opbakning. Han har hele tiden været positiv men det gjorde et eller andet at se mig løbe og se at det ikke gik så tosset endda - og at det måske kan gå endnu bedre. Han er ret vervøs ved tanken om at jeg skal skøjte rundt på glatte veje i venterens sne og kulde "du er mig for kær til at jeg vil se dig med brækkede ben.." som han så sødt sagde! Og vi vil begge gerne også have fitness ind i hverdagen....

Tilfældigvis var der tilbud / kampagne for at lokke kunder i butikken og vi kunne få et 6 mdrs. abonnement der vil være gyldigt i 8 mdr - til fitness, løbebane og alle de forskellige timer med aerobics, mave/ryg osv. Det kunne vi ikke stå for og investerede i kort, til en meget rimelig pris som vel er ca 300 kr pr måned i danske penge.

Så i går søndag, måtte det hele afprøves........

Banen har et utrolig behageligt underlag og er så god at løbe på. På den ene langside er der bare døre og tilsidst et fitness-trim rum med drønende musik hvor der ind i mellem var undervisningstimer. På den anden langside er der udsigt ned til underetagen med floor-ball baner (og kampe man kan følge med i når man løber forbi), rulleskøjte bane og fittness. Derefter løber man forbi restaurants området og sportsudstyr butikken. Alt i alt en rimelig varieret udsigt. I de afrundede ender er der store vinduer med udsigt til vejret og trafikken udenfor. Ovenpå er der en fodboldbane i naturlig størrelse. Indendørs.

Da jeg jo havde løbet 18 km dagen før skulle jeg ikke have mere end et par kilometer sådan bare for at mærke fornemmelsen. Men det gik sådan set bare derud af, herregud, hvad er et par baner mere, eller fem for så er det jo en kilometer - og tilsidst blev det til 10 km. Det var en

utrolig oplevelse at løbe på en helt anden måde end udendørs. Man behøver ikke at tænke på rute, trafik eller noget andet, man kan lige så stille glide ind i en vegetativ tilstand hvor man bare løber flydende og lader benene gøre arbejdet. Det er selvfølgelig en slags illusion i forhold til udendørs løb og man skal nok være opmærksom på forskellen (lige som på bånd) så man husker at det ikke altid er så lige og behageligt et underlag uden for. Eller uden bakker. Men for mig er det en fantastisk løsning på vinterens fortrædeligheder og en meget bedre mulighed end et løbebånd. Det vil nok give en del mental toughness (som jeg nok skal komme tilbage til) at løbe på indendørs bane og der vænne sig til at være i gang i timevis når der trods alt ikke er naturens afveksling - og jeg kommer til at have nogen laaange ture der.......

Forresten er der 24-timers løb på den bane i slutningen af Januar. At løbe der vil nok være det tætteste jeg nogensinde fysisk kommer til at være på et 24-timers løb........;-)

Den smukkeste efterårstur

Egentlig havde jeg troet at jeg skulle løbe lige ud - sådan noget lidt kedelig løb uden de store udsving. Men da det viste sig at være strålende efterårssol fra morgenstunden fik jeg andre idéer. Alt var hvidt af rimfrost men det så ud til at kunne blive til en lidt varmere temperatur op ad dagen. Der stod en strid blæst ind over landet så det var oplagt at løbe i skov - og jeg beluttede hurtigt at Nuuksio naturreservat var passende.

Ruten er næsten fortvivlende smuk, meget vildsom og virkelig krævende. Jeg havde glemt hvor meget for jeg har ikke løbet der siden sidste år. Lige så snart det bliver vinter er det umuligt at færdes til fods, man kan kun komme derind på ski. Ruten er fyldt af bakker og når jeg siger bakker mener jeg ikke sådan nogen hyggelige runde nogen. Nej, vi taler om seje næsten lodrette bakker der tårner sig op, så stejle at de er lige så svære at løbe ned ad som op ad - så seje at der er advarselsskilte på toppen for at huske på hvad der venter forude. En drøm for mountainbikes og for langrendsløbere. Og for mig. Jeg indrømmer at jeg gik op ad et par af dem for jeg ville gerne holde lidt kræfter til resten af turen. Og jeg var nervøs for benet som har det med at brokke sig hvis jeg anstrenger mig for meget.

Konsulen blev sat på opgaven at køre mig derhen, vi bor på grænsen til dette reservat så det tager ca. 15 minuttter at køre. Vi tog hjertelig afsked efter at han havde sikret sig at jeg havde mobilen med - for det er et meget vildsomt terræn hvor man sagtens kan fare vild. Sådan for alvor. Men jeg kender ruten udenad og ved hvor jeg skal dreje fra den kortere rute for at komme ind på den lange. Musikken blev i lommen for der var for dejligt til at blive forstyrret af toner der ikke har hjemme i naturen. Efter et par kilometer fik jeg et morsomt slags selskab. Jeg havde ved starten mødt en hund som løb af sted alene. En Siberian Husky iklædt orange redningsvest - så det ud som. Pludselig kom den igen, midt ude i det rene ingenting og tilsyneladende uden herre. Da kunne jeg se at den havde en slags radiosender på ryggen, indbygget i den orange vest var der en lomme hvor der stak en antenne ud og under halsen havde den en gul firkantet lille æske. Der hvor St. Bernhardshundene har cognac.....Den slog følge med mig nogen kilometer og var venlig men aldeles uinteresseret i kontakt (desværre, for jeg er helt ekset med hunde....) og pludselig løb den til højre ind af et lille spor der forsvandt i skoven. Jeg ved ikke om den er en slags redningshund eller hvad det kan være, jeg må spørge nogen lokale om de ved hvad det er for en slags hund.

Jeg mærkede lidt til benet omkring de 10-12 km men det kunne holdes ud. Det var højst sandsynlig fordi jeg havde løbet så mange bakker for pludselig anstrengelse er ikke sundt for det. Det blev til 18 herlige kilometer i lav efterårssol og hvor mange af sådan nogen dage kan man være sikker på at få........

Det eneste der var lidt dumt var at jeg havde lavet et af mine standard klovnenumre: Stod pænt op og spiste morgenmad men løbeturen blev trukket fordi jeg skulle ordne nogen ting og vente på at Konsulen kunne køre mig. Så frokost blev det ikke til for så ville det blive for tæt på løbet. Resultatet var at jeg kom hjem lige før kl 17 og siden kl. 9 havde jeg indtaget en portion havregryn med mælk og en pakke rosiner. Og løbet 18 km. Det er ikke fornuftigt og det sker ofte for mig i weekenden - jeg glemmer at spise og får aldrig et mellemmåltid. Det er absolut stof til at arbejde med hen over vinteren hvor mange ting skal tages op til revision.....

Men nu er jeg rolig for at jeg kan løbe Skovmaren, hvis jeg kan løbe uden alt for mange smerter (og uden mad) nu, så skal det nok blive ok til om 14 dage. Så nu tilmelder jeg mig endelig.....:-)

Yessss!

Et par af mine blog-veninder har givet udtryk for at føle tomhed og manglende løbelyst. De har været igennem nogen hårde løb som ikke helt gik efter forventning efter lange seje træningsperioder. Jeg kan godt forstå dem, har lidt en snert af det selv. Jeg har været i nogen konkurrencer for første gang - som altså overhovedet ikke kommer op på siden af hvad de har løbet - og for mig har det været at opgradere mit løb. I stedet for at tulle rundt alene har jeg været ude blandt de andre og opdaget at det kan jeg faktisk godt. Og fået smag for mere. Men jeg tror at vejret har en stor del i vores humør og løbelyst. Pludselig er det blevet helt andre varme (kulde) grader og lyset ændrer sig. Man står der og har ikke noget konkret stort mål lige om lidt og hvad så? Da er det at jeg må tage fat i ørene på mig selv og ikke lade de følelser få overhånd. Jeg kan ikke tillade mig at ligge lavt i svinget for det er jeg ikke rutineret nok til.

I går var absolut sidste udkald for ugens første løbepas - jeg har sådan en indre mekanisme der tillader et vist antal dage mellem træning og når vi kommer til sidste dag bliver jeg rastløs, irritabel og lidt umulig at være sammen med indtil jeg har været ude.
Vejret er skiftet i karakter, det er meget efterår heroppe med næsten bare træer, blæsende og tidligere mørkt. Jeg har været vant til at drøne ud for at få løbet inden der skal laves aftensmad og for at løbe mens det er lyst og egentlig er det utrolig stressende. De ting vil jeg nu indstille mig på at lave om.
Der vil fra nu af byttes om på arrangementet, der laves mad osv når vi kommer hjem og mit løb bliver planlagt til aftenstide. Det er sgu snart også lige meget med klokkeslæt, for det vil være mørkt allerede når vi kører hjem ved 16 tiden.

I går løb jeg ud kl 19 og yessss! Jeg løb 13,5 km uden nævneværdige gener. Omkring 8-9 km var der lidt men da jeg jo skulle hjem på en eller anden måde (læs: løb) ignorerede jeg det og det gik da også væk. Men det vil sige at med de rette øvelser og lidt mere fys (skal i morgen tidlig) vil jeg være helt kampklar om nogen dage så jeg kan få struktur i min træning igen.

Indrømmet -det krævede sit at komme ud. Jeg er begyndt at interessere mig for Mental Strength - noget jeg efter egen mening helt klart trænger til at få mere af. Læser om det og planlægger at bruge øvelser i træningen. Så i går drejede det sig om Fokus.
Det vil sige at jeg med al magt prøver kun at fokusere på det jeg skal, nemlig løbe. Alle udenoms ting har ikke noget med mig at gøre, jeg skal fokusere på at flytte benene her og nu. Ikke tænke på hvor lang en rute der venter (eller hvor langt jeg allerede har løbet) men være her og nu på det sted jeg er. At tænke på hvad der venter mig er noget der kan få mig til blive helt udmattet - så det må jeg ikke. Bakker forceres her og nu, et ben foran det andet, ikke kigge op og tænke på hvorlaaang den er. Modvind eller for den sags skyld medvind er vejrgudernes problem og har ikke noget med mig at gøre. Jeg skal bare fremad.
Og der var rigeligt at dem alle: mørke, modvind og bakker - men det hjalp mig utrolig godt hele tiden at fokusere på øjeblikket og ikke lade uvedkommende tanker eller følelser forstyrre. Det er et interessant emne og kan bruges på mange andre ting end løb, så det kommer I til at høre mere om.

Tempoet var absolut ikke noget at skrive hjem om, men for mig var det mentalt vigtigt at komme ud på en ordentlig tur og ikke de små korte ture som jeg næsten ikke gider at klæde om for. Og bagefter fik jeg både strøget lidt og læst i min bog - så det kan altså godt lade sig gøre at nå det hele med lidt planlægning!

I dag har mellempigen 12-års fødselsdag. Vi skal i biffen i eftermiddag (selv Konsulen går tidligt fra arbejde) og bagefter ud at spise. Så vi får en hyggelig dag her i det grå og mørke vejr!

Lidt opdatering

Nu er det blevet lidt køligt, det sniger sig lige op på 3 grader og i går haglede det kraftigt og i dag haglede og sneede det på mig. En fordel da jeg så ikke bliver våd af regn, men i går gjorde det faktisk ondt med de hagl lige ind i nyseren. Finneren er allerede klædt på i vatterede jakker, huer, halstørklæder, vanter osv osv. Men sådan er det hvert år, de ved måske noget vi andre ikke ved. Jeg hader huer og tager den kun på hovedet når det er snestorm, jeg løber altid barhovedet og helst også uden jakke. I dag havde jeg dog langærmet bluse, jakke (det var også lidt for varmt) og tynde handsker på som jeg hele tiden tog af og på, af og på......Det er den tid af året hvor man aldrig rigtig ved hvor meget tøj man skal have på for det er koldt at komme ud og det første skridt ud af døren er godt nok sejt, men man bliver jo hurtig varm.

Var ude på 7 km i går. Fik ondt omkring de 4,5 km og gik lidt, løb lidt, gik igen nogen hundrede meter og kunne så løbe videre uden noget.

I dag havde jeg tænkt på langtur og havde så også udstyret med. Fik lidt ubehag i benet efterhånden og havde noget tiden en latent følelse af "noget" men kunne faktisk godt løbe hele vejen. Til gengæld havde jeg blyben og betonbagdel - så jeg holdt det på 11 km. Skal jo heller ikke ødelægge en heling der er på vej.

Det er længe siden jeg har følt mig ugidelig og så var det altså sådan en dag - det må der også være plads til. En kortere tur er jo bedre end ingenting og jeg benyttede lejligheden til at øve mig i at drikke og gnaske rosiner mens jeg løber. Normalt har jeg hverken væske eller fast føde med på så kort en tur, men da jeg jo havde forestillet mig langtur, var der meget bekvemt foder i lommen.
Jeg kunne sagtens drikke af flaske fra bæltet mens jeg løb, spørgsmålet er hvordan et plastic krus opfører sig og hvordan man undgår at indholdet ender nede af maven. Rosiner kan nemt tygges selv om jeg følte at jeg burde "tygge i takt" med benene - men det kan altså ikke nytte noget og det var en spøjs fornemmelse at prøve at holde styr på to forskellige takter.
Så nu ved jeg at både banan og rosiner kan bruges og så kan jeg måske undgå stop i depoter mere end allerhøjst nødvendigt til lige at snuppe det der skal bruges.

Går og glæder mig til Skovmaren, tager en ½ marathon for jeg vil gerne have så mange af dem i benene inden sæsonslut og hvis benet vil blive helt ok så måske også forbedre min tid....for jeg satser på at lægge træningsprogram i løbet af vinteren således at næste sæson mest bliver marathonsæson (med nogen halve ind i mellem til trænings erfaring). Jeg ved ikke endnu hvor og hvornår jeg kan debutere, men håber at maj måned vil byde på noget i nærheden. Det skulle være et realistisk mål og give nok tid til både at lære at være ude i mange timer og til den mentale træning - som nok i virkeligheden er den vigtigste for mig da jeg rent fysisk egentlig ikke synes jeg har svært ved at øge distancer, det er oftest hovedet der ikke vil være med og jeg føler direkte at hovedet modarbejder kroppen hvis man altså kan sige det sådan. Det vil være noget jeg kan bruge tid på i vintermørket og kulden for der skal man sågu være sej for at komme ud - husker glimrende mine ture sidste vinter i -19 grader, blæst og sne som nogen af mine bedste ture fordi de gav en enorm følelse af sejr hver gang selv om mine distancer ikke var så lange endnu. Det vil måske være en lejlighed til at fylde varm cacao i flaskerne på løbebæltet????

Manipulationer skal der til

Jeg havde tid hos Sammi igår - og har ikke løbet siden jeg sidst havde ondt. Til gengæld har jeg lavet øvelser og nu fik jeg nogen flere / anderledes. Han var med det samme med på hvad problemet var - det er selvfølgelig en fordel at jeg har været hos ham før og denne gang kunne fortælle at jeg har løbet halv marathons og at jeg skal endnu engang om nogen uger. Så var han mere klar over mine kilometer indsatser og hvad jeg skal kunne i fremtiden.

Det var utroligt at han med det samme ramte plet: Jeg lå på ryggen og han tog om venstre (raske side) hæl og rokkede med den store fodrodsknogle lige under - den bevægede sig fint og frit. Tilgengæld var højre fod fuldstændig fastlåst og knoglen / leddet kunne ikke rokkes en milimeter.

Og det gør naturligvis at hele foden og benet er låst i dårlig og forkert stilling, og derfor giver smerter op ad musklerne og på ydersiden af knæet når man løber.

"Et typisk fænomen hos langdistanceløbere". Jeg blev lidt glad og stolt da han sagde det - jeg tænker ikke altid på mig selv som langdistanceløber. Men vil meget gerne......

Mine grænser flytter sig hele tiden for hvad jeg synes en langdistanceløber er - måske er der direkte definitioner på det. Men jeg har det hele tiden sådan at når jeg når op på længere og længere distancer, så flytter min grænse for hvad langdistance egentlig er, med samme proportioner. Så jeg stræber hele tiden efter at løbe længere og længere for at komme op på disse selv-foranstaltede langdistancer - men kommer sgu aldrig derop fordi de flytter sig.....

Sammi manipulerede med foden, knæk, klik, klik- og vupti, skidtet kunne dreje og flytte sig helt frit igen! Derefter fik jeg instruktion i øvelser indtil på torsdag hvor jeg skal derhen igen - for at få ryggen lidt under behandling (og instruktion i øvelser for den). Øvelserne er utrolig simple og kræver bare et trappetrin. Han fortalte at før i tiden blev folk altid sendt til motionscenter med komplicerede og tidskrævende maskiner, men i og med at folk ikke gjorde det de skulle har manforstået vigtigheden af udførelse af disse øvelser hjemme. Jeg må sige at jeg får virkelig gjort noget ved det når jeg kan gøre dem derhjemme. Jeg står lidt tidligere op for lige at nå lidt om morgenen (lidt ekstra bonusøvelser oven i det antal jeg har fået foreskrevet) og finder ellers nemt lige et kvarter i løbet af dagen til at få dem ordnet. Man kan godt give lektiehjælp eller høre om dagens oplevelser men man ligger og roder på gulvet........

Jeg må gerne løbe, så jeg må ud i det ækle vejr i dag for måske er jeg heldig og der er forbedring allerede. Og så kan jeg måske løbe langdistance i morgen........Jeg har en lille rute på 24 km der venter og vinker fristende derude......

Forresten så var der is på hovedtrappen (ældstesønnen tog lige en rumpeglider ned af den....) og der var flere biler fra de nordlige forstæder med tyndt snelag på - hjææælp det er for tidligt!!!

Tadadadaaaam

Så er billetten til Dk købt og printet ud!

Jeg kommer fra den 5 November til den 14 og kan så løbe den ½ Skovmaren den 7. Det ved familien ikke endnu, men de kan jo komme og heppe. I de første dage planlægger jeg at være i Hørsholm hos min far og i anden del tager jeg til Præstø hos min mor. Det er noget værre rod at være delebarn (specielt når man bliver det i høj alder......) men jeg håber at kunne fordele sol og vind lige. Min bror der bor i Hellerup har fødselsdag den 14 og så kan jeg lige nå at være med til noget fejring der.

Nu vil jeg undersøge hvordan man tilmelder sig her fra det høje nord - eller rettere finder ud af betalingen for at slippe for forhøjet gebyr på selve dagen. For en gangs skyld tilmedling via en side på et sprog man forstår!

Det vil blive en fantastisk mulighed for at møde en masse af de mennesker jeg har lært at kende gennem blogge og løbesites - jeg kommer til at glæde mig som et lille barn. Det bliver også sjovt at løbe i Dk, det har jeg aldrig ført gjort, ikke så meget som 10 meter! Og sammenligne konkurrencer med det jeg har oplevet her. Tænk at kunne kommunikere med de andre løbere før og efter løbet......

Mon der er nogen der kender gode løberuter i Præstø.....

Nye tider

Var ude at løbe i går aftes, der intet som afprøvningen af et par nye løbesko der kan overvinde mørke, kulde og blæst......

Det er meget mærkeligt at løbe i noget helt andet. Det føltes godt nok, men altså anderledes. Selvfølgelig skal der justeres lidt på snørbånd og den slags, og vi skal lige lære hinanden at kende lidt bedre først. De er behageligt bløde og jeg kan ikke mærke hver eneste sten på vejen.

Jeg troede ikke at der ville komme noget lyd fra ryg-balde-lår-knæ, men efter 3 km begyndte det at genere. Så her til morgen var jeg hos lægen og skal til fys på torsdag. Jeg tror at lægen synes at jeg er fuldstændig vanvittig når jeg insisterer på at løbe selv om det kan give lidt bagslag. Ak ja, som May-Britt har haft stående på sin blog: Den der er nødt til at spørge forstår intet..... Jeg har også det også lidt mærkeligt med at komme og bede om behandling for noget som jeg selv er skyld i - jeg kunne jo i princippet lade være med at løbe hvis det giver symptomer i ryggen. Jeg har nu den indstilling at en svag ryg (eller hvad det nu måtte være) har brug for sport. Så jeg meddelte lægen at jeg ikke havde tænkt mig at lade være med at løbe og at vi derfor måtte finde en anden løsning på problemet. Så skrev han henvisning på 10 behandlinger hos fyssen - til egen administration. Så må vi se om jeg kan det.

Ydermere var jeg i dag i Motivus fittness.
Følte mig totalt som en elefant i en glasbutik. Puuh det var ikke sjovt at gå rundt og lede efter de rigtige maskiner - følte mig som en rigtig nybegynder. Kiggede misundeligt på løberne på bånd - men holdt mig i skindet og løb kun lidt opvarmning. Fik da lavet øvelser selv om jeg vist skal have lidt mere system i det og lave et ordentligt program....

Og så skal mine elskede Karhu sko på museum - og kun tages i brug til mudder og søle her i efterår og vintertiden.....

Jeg har heldigvis overlevet weekendens invadering af småpiger.
De var meget meget søde men larmede helt utrolig meget - der var mange høje hvin og skrig og skrål. De to store syntes at det var ret trættende selv om de hjalp til med at få det hele til at glide. Den store 14-årige blev tilsidst ret træt af larmen og overnattede hos mig da underetagen var et rent minefelt......

I dag har Konsulen været under kniven (igen...) for at få fjernet et stykke af en revnet minisk i venstre knæ. De fandt vist også et eller andet undervejs i knogle som blev repareret???? Da han stadig er på klinikken mens disse linier skrives ved jeg ikke hvad den lille ekstra bonus går ud på. Men nu kan jeg da få lov til at være lidt sygeplejerske i en uges tid og så må vi se at få ham genoptrænet og i gang med at løbe!! Det vil være rart at have en fælles sport igen - vi har før trænet i fitness sammen og det var dengang Konsulen var en rigtig god løber og jeg ikke ville høre tale om den slags vanvid.......

Jeg selv har holdt pause i nogen dage og kun lavet elastik øvelser. Det er surt når jeg har siddet med kort og planlagt langtur, men jeg tør simpelthen ikke andet. Det er jo meningen at jeg skal kunne bruge de erfaringer jeg efterhånden har fået som løber - også dem der gælder skader og deres forebyggelse. I dag skal jeg ud og forsigtigt se om det har været storm i et glas vand - det håber jeg meget! Under alle omstændigheder er dagen i morgen afsat til fitness ryg og mave, måske med noget løbebånd hvis alt er ok. Ellers må jeg tage crosstræneren.

Erfaring gør mester

Men hvorfor skal det lige være mester i skader?

Ikke fordi jeg rigtigt er skadet, men vel nok lidt under observation......Og ja, jeg skal nok være opmærksom omkring hvad der sker ved knæet, det er jo en af mine bedste venner....

I foråret troede jeg også selv at det var noget med løberknæ og læste en masse om det. Da jeg så kom til ortopæden viste det sig jo at det var ryggen der drillede og jeg indrømmer at det gør den også lidt nu. Jeg har det bedst med at løbe fordi det holder ryggen smidig og smertefri, når jeg ikke har løbet i flere dage begynder jeg at mærke den. Jeg kan godt selv se på den sætning at det lyder som om der er et eller andet der trænger til at blive justeret......Jeg ved også godt nogenlunde hvad svaret vil være: ryg-mave øvelser i fitnesscenter. Så foreløbig ligger jeg altså på gulvet derhjemme viklet ind i stor gummielastik og roder rundt med mine øvelser i håb om at kunne komme noget i forkøbet. Min søn er blevet sat på den utaknemmelige opgave der består i at tvinge mig til maveøvelser - og så må jeg vist hellere kravle hen til Motivus og forny mit kort. Motivus er det der svarer til fitnessworld i Dk - tror jeg da nok.
Der er alle former for væmmelige maskiner jeg må se om jeg kan finde ud af, jeg har jo trænet sådanne steder før. Det er jo altså bare ikke løb udenfor i vejret vel? Selvfølgelig kan man sige at når nu det alligevel skal til at blive indendørs vejr så er det ikke så slemt, det er bare meget anderledes at løbe på bånd og arbejde med maskiner. Jeg håber ikke at sneen bliver for slem i år og at vejene vil være åbne for løb - for så kan jeg i det mindste tage et langt løb udenfor i weekenden. Intervaller osv skal man ikke løbe på glatte veje......

Nu skal jeg lige have 5 små tøser til pyjamas party for yngstebarnets forsinkede 10 års fødselsdagsfest og det skal nok blive muntert. Jeg har lavet skattejagt, der skal spises selvlavede pizzaer og lagkage, der skal fedtes med neglelak, hoppes på trampolin og ses film. Og spises slik og chips - uden det er det ikke en ordentlig fest, meddelte det yndige barn! Om de får sovet ved jeg ikke, men vi andre fortrækker ovenpå og så kan de larme nedenunder. Og min præmie for det hele: En af pigerne skal hentes kl 08 i morgen tidlig så hvem skal tidlig op og vække hende.....På min lørdag morgen hvor jeg ret gerne ville sove bare til kl 9......

Det første mørkeløb

I går blev det til årets første løb om aftenen i mørket. Ja, eller efterårets første er nok mere rigtigt.


Jeg skulle egentlig have været til den månedlige sammenkomst med andre erhvervsaktive danskere (dabgo), men i hjemmet herskede kaos med lektiehjælp, middagsforeberedelser og bad/hårvask aktiviteter. Og så følte jeg at det ikke var ego-tid men mere mor-tid og beluttede at blive hjemme. Samtidig havde jeg det ikke godt fordi jeg ikke havde løbet siden ½ marathon i lørdags, og selv om jeg helt klart trængte til hvil så var der lidt for meget turbo over de første dage i ugen til at jeg kom ud. Så samvittigheden og kroppen krævede deres - og pludselig syntes jeg også at det ville være helt forkert at gå ud at spise når jeg kunne komme ud at løbe i stedet for.


Det lyder vel nok frelst......men sådan er det bare blevet. Jeg vil hellere løbe end alle mulige andre ting. Naturligvis vil jeg hellere løbe end at gøre rent eller ordne vasketøj men sådan har alle det vel. Jeg tænker mere på forskellige sociale arrangementer som jeg siger nej tak til. Løb bliver prioritet først og så kommer andre ting længere nede af listen. Hvem skulle have troet det?


Mørkt og koldt var det, og det første skridt ud af døren var helt klart svært. Men som sædvanligt så er glæden der lige så snart uret er startet. Nu er jeg så uendelig priviligeret at have lysløjperne nede for enden af haven, så jeg har oplyste skovstier at løbe på selv om aftenen indtil kl 22. Det var utroligt at mærke temperaturforskellene undervejs, i sænkninger var luften kølig og blev mærkbart varmere på stigningerne - selv om der ikke er store højdeforskelle og kl var 20 så var der altså hurtigt ændringer fra dagstemperaturene. Der var høj klar stjernehimmel og stierne var fint oplyst til at løbe på. Indtil nu har jeg kun brugt dem med ski på, så jeg var lidt spændt på hvordan fodfæstet ville være. Der var ingen problemer med at kunne se og ingen overraskende huller så det er godt at vide at jeg ikke kun behøver at løbe på landevej hele vinteren for så bliver det meget ensformigt.
Jeg har noget ide om indendørsløb, men det skal lige undersøges før jeg udtaler mig om det ;-)

Det eneste lidt dårlige var at jeg kunne mærke en følelse som om det niver på ydersiden af mit højre knæ. Under konkurrencen i lørdags mærkede jeg træthed/ømhed i højre baglår-knæ. Og den kender jeg vist desværre igen fra i foråret - en overanstrengt eller ikke stærk nok Hamstrings muskel. Men til gengæld ved jeg så også hvordan jeg skal begynde at styrke bagdel og muskel - så jeg var oppe kl 6:30 for at nå at lave øvelser inden familien vågnede. Jeg håber det vil være nok, ellers må jeg have fat i Sammi fysioterapist - det håber jeg bare virkelig at jeg kan undgå. Weekendens lange tur må blive med spørgsmålstegn, jeg vil løbe ud og så se om det begynder at gøre ondt efter ca 2 km - for så må jeg afkorte og hvile.

Konsulen skal til Estland (hvor han også er konsul) til Tallin og bliver udstyret med indkøbsseddel til nye sko og måske også rygsæk til vand. Kreditkortet - der kan han bruge sit eget ;-)
Tænk at jeg totalt har nedløbet et par sko, det havde jeg aldrig troet var muligt. Men nu er der så mange huller i overdelen og de føles nærmest med minushæl - og selv om jeg har et meget kærligt og ømt forhold til mine første rigtige løbesko, så må de på museum. Kan man være forelsket i sine løbesko?? For det tror jeg at jeg er......

Det var bedre...

Jeg var i krigerisk humør flere dage i før løbet - for jeg ville bare gøre det bedre end sidst.
Mine børn spurgte mig efter løbet hvorfor jeg havde set så sur ud ind i mellem, jeg måtte jo så forklare dem at jeg bare havde været sammenbidt og stædig. Og at det rent faktisk gjorde ondt her og der....


Men det var det hele værd, for denne gang fik jeg en plads som nr 13 ud af 25 i min aldersklasse og nr 52 ud af 114 af alle kvinder. Det blev til 2:09 - 8:30 minutter bedre end sidst. Og det synes jeg er en god forbedring på 3 uger.


Vejret var fantastisk fra morgenstunden selv om der var meget tåget på en del af den 1½ time lange køretur. Det havde været lidt svært at få familien ud af døren - der var et tidspunkt hvor jeg næsten fortrød at jeg havde inviteret dem med. Jeg var jo oppe kl 7 for at spise og pakke de sidste småting, min søn synes at det dog var utrolige mængder af udstyr der skulle med. Men der skulle jo være udstyr til al slags vejr plus alt det løse. Man skulle jo nødig sulte undervejs.

Vi kom til Hanko i fin tid og jeg fik startnummeret. Vi fik udlevert et kort med indtegnet rute så vi kunne lægge strategier for hvornår der skulle heppes og hvornår den flade cola skulle udleveres (bvadr - det smager altså ikke ret godt...).


Der var i alt ca 500 deltagere hvor nogen allerede var af sted kl 12 til hel marathon - de skulle løber ruten 2 gange hvilket for mig virker helt uoverskueligt, jeg mener endelig er man kommet tilbage og så skal man det hele igennm igen, det må mentalt være hårdt.

Jeg stod i første række af startfeltet for jeg følte at jeg bare skulle være med helt fra begyndelsen. Som sædvanligt fes en stor gruppe af sted som skudt ud af en kanon da startskuddet lød, men de skulle løbe 10 km og så gælder det jo om at komme ud af røret.
Den lede bakke som jeg vidste ville komme viste sig at være meget tæt på start - men så var den jo overstået.

Jeg fik løbet mig fint frem og kunne ikke forstå hvorfor jeg de første km havde sådan sommerfugle i maven og lungerne ligesom snørede sig sammen af nervøsitet. Jeg blev ved med at sige til mig selv at nu måtte jeg se at falde til ro, bagefter har jeg opdaget at det var fordi jeg løb så hurtigt at det hele lukkede til. Da jeg ikke vidste hvor hurtigt jeg løb - selv om jeg havde Garmin på kiggede jeg kun på tider ved depoterne.

Familien var helt fantastisk. De fulgte i bil og ventede hver gang der var løbet nogen km, de hujede og heppede, hang ud af viduerne på bilen og råbte - de stakkels Finner blev helt mundlamme over larmen.

Konsulen blev som en gammel cirkushest og løb sammen med mig ind i mellem og opdaterede mig om hvor i feltet jeg lå, kom med opmuntrende bemærkninger og pacede mig videre. Det skal lige siges at han skal opereres i venstre knæ på mandag den 11.10 pga af en revnet menisk - så han burde overhovedet ikke løbe og hans knæ var meget hævet i går. Men han er faktisk forhenværende løber - meget sej og hurtig, han løb feks New York Marathon på 3:32 for en del år siden. Det gode ved det var at han blev helt grebet af stemningen og næsten ikke kan vente på at blive ok igen for så at komme tilbage til løbetræningen som har ligget stille i flere år. Han drømmer om at vi løber sammen næste år........

Denne gang drak jeg flinkt ved alle depoter (hver 5. km) og fik faktisk og inhaleret en halv banan mens jeg løb. Nu skal jeg bare lære at drikke mens jeg løber så der ikke skal stoppes unødvendigt. Selv om jeg indrømmer at jeg glædede mig hver gang til depoterne for lige at trække vejret.
Jeg hægtede mig på forskellige løbere, det var meget effektivt for mig men sikkert meget irriterende for dem. På den måde fik jeg halet mig fremad og jeg kæmpede en brav kamp med en yngre pige over rigtig mange km hvor vi flere gange overhalede hinanden indædt - ved ca 17 km løb jeg fra hende og så hende ikke mere...... Det betyder utrolig meget mentalt når man kæmper på den måde, for den der bryder frem får lige lidt ekstra styrke.

Og det havde jeg brug for. Jeg har jo ikke løbet meget længere end ½ marathon distancen og kun få gange, så jeg begynder at blive træt når vi kommer op omkring de 16-17 km og vejen strækker sig ueeeendelig lang foran mig. Sådan nogle lange døds-stykker hvor der er lige landevej som aldrig får en ende - det er hårdt også mentalt. Derfor er et af mine første mål den kommende weekend at begynde at komme ud på omkring de 25 km og få øget distancerne således at 21 km ikke vil virke overvældende mere.

Men min søn fik givet mig ekstra kræfter, han hang ud af bil vinduet og råbte: "Mooaar, husk nu at pain is temporary but victory is for ever" (jeg jo har sagt at vi har sprogsalat derhjemme...) - og det fik mig simpelthen til at få de sidste kilometer hjem. Det kørte rundt i hovedet på mig og gav de kræfter der skulle til at løbe hele vejen de sidste par km og endda have kræfter til at spurte i mål!

Og alle de kys og knus jeg fik af børnene og deres udtryk for hvor stolte de er af mig, giver jo lyst til at gøre det igen og igen..........

At jeg så lige satte to personlige rekorder under løbet gør det heller ikke dårligt - selv om jeg ikke ved om det kan regnes for PR når det er kun en del af et længere løb??? Men jeg har ikke før løbet 5 km på 27:45 min og 10 km på 58 min (6 min. hurtigere end til Midnatsløbet) - så for mig er det en rekord under alle omstændigheder!!